Mindre end en uge efter et IMSA-podie er Frederik Schandorff tilbage i Europa, hvor 55 GT3-biler og tre timers racing venter på Nürburgring.Der bliver ikke meget tid til at pakke racertasken ud for Frederik Schandorff.
Den danske Ferrari-kører kommer direkte fra et podieresultat på Virginia International Raceway og skal allerede igen i aktion, når GT World Challenge Europe Endurance Cup rammer Nürburgring.
Denne gang er det med danske Selected Car Racing og holdkammeraterne Simon Birch og Malte Ebdrup. Målet er at komme tilbage blandt de bedste efter et Spa-løb, hvor tekniske problemer satte en stopper for et ellers lovende resultat.
Fra amerikansk podie til dansk GT3-hold
Schandorff kører i 2026 en travl kalender på begge sider af Atlanten. Han deltager i IMSA-mesterskabet med Inception Racing, GT World Challenge America med AF Corse og Endurance Cup i Europa med Selected Car Racing.
Senest sikrede han sammen med Brendan Iribe sæsonens andet IMSA-trofæ på Virginia International Raceway.
Nu skifter fokus til Nürburgring, hvor Selected Car Racing stiller til start i sæsonens fjerde Endurance Cup-afdeling.
Holdets første sæson har allerede budt på en fjerdeplads på Paul Ricard og en klassesejr på Monza.
“Jeg glæder mig meget til at være tilbage hos Selected Car Racing. Der er noget ganske særligt ved at kæmpe som et rent dansk hold mod nogle af verdens bedste GT3-teams,” siger Frederik Schandorff ifølge pressemeddelelsen.
Spa viste fart – men ikke resultatet
Sommerens 24-timersløb på Spa-Francorchamps gav ikke det resultat, holdet havde håbet på.
Schandorff sikrede Selected Car Racing en fjerdeplads på den 69 biler store startgrid, og undervejs arbejdede holdet sig frem til tredjepladsen. Tekniske problemer sendte dog senere bilen ud af kampen.
Ifølge Schandorff var potentialet til mere.
“Vi havde farten til at kæmpe med om klassesejren og en placering i den generelle top-10. Det var i sig selv en stærk debut for holdet i verdens største GT3-løb, og uden de tekniske problemer kunne det være blevet rigtig godt,” siger han.
Derfor er ønsket om revanche heller ikke pakket ret langt væk.
“Vi har både selvtilliden, farten og mandskabet til at levere et godt resultat. Det er endnu en ny bane og en ny udfordring for holdet, men hvis vi fortsætter det stærke arbejde fra de foregående afdelinger, har vi god grund til at være optimistiske.”
55 biler på Nürburgring
Schandorff, Birch og Ebdrup kommer til Nürburgring som nummer fire i Gold Cup-klassen i Endurance Cup-mesterskabet.
I alt stiller 55 biler fordelt på fire klasser til start.
Løbet varer tre timer og flages grønt søndag klokken 15.00. Det kan streames direkte på YouTube.